Fra spændende tur til reel forretning
Klokken er 5 tidlig morgen. Vi er på vej hjem til Danmark igen og sidder i lufthavnen i Tokyo. Et kæmpe smil breder sig da al lufthavnspersonale kommer frem og bukker for alle. Sådan starter man dagen, når man tager tingene alvorligt, og jeg føler mig heldig. WOW en tur på alle måder.
Men den forretningsmæssige virkelighed er tydelig hen over den dampende morgenkaffe. Vi kan ikke leve af spændende ture og stærke kulturoplevelser. Vi er her for at finde forretning, og vi har åbnet et par spændende døre og gode muligheder. 3 måneder senere kommer der en bekræftelse på vores følelse og Japansk kunde nr. 3 lander som et direkte resultat af turen.
Japan har verdens ældste befolkning – og her er kimen til endnu mere forretning
Japan er verdens nr. 1 når det kommer til gennemsnitsalder, og det går stærkt. Der er en uset acceleration på de samfundsproblemer, der opstår når man har en demografi, der vender ”forkert” og samtidig har den globale førertrøje på, når det kommer til befolkningens gennemsnitsalder.
Der er brug for nytænkning inden for sundhed og velfærd, og nytænkningen skal komme nu. Med Japanske briller fremstår Danmark som et stærkt bud på en inspirativ, velfærdsmæssig rollemodel når det kommer til udvikling af fremtidens sundhed – uanset om den bæres af hænder, software, digitale løsninger eller de så omtalte robotter.
Fortrolige samtaler fra cockpittet
OK, det med cockpittet er en tilsnigelse :-). Men vi sidder da i flyveren med retning hjemad og tager den første seriøse forretningsmæssige vurdering af Japan som marked. Indtil nu har vi serviceret vores spændende Japanske kunder fra Danmark – og det er lige der, i flyveren, at vi tænker, at der måske skal ske meget mere i forhold til vores indsats i Japan. Men alt ser også nemmere ud, når adrenalinen fra vores oplevelser møder afslapningen i flyet og en god, sund, naturlig træthed.
Japan er bestemt ikke let at forstå. Men det er Danmark jo heller ikke når man kigger ind udefra. Tænk, hvis vores to lande kunne skabe nye løsninger på det globale marked for sundhed og velfærd. I begge lande kigger vi mod en radikalt udfordrende sundheds- og velfærdssektor, hvis vi ikke finder konkrete, nye løsninger til fremtidens velfærd og sundhed. En udfordring der lidt populært sagt er et af verdens største problemer. Innovation og nytænkning står nu på mange landes topønskeseddel.
Japansk teknologi testet i Danmark
I Danmark er vi gode til at teste og tænke nyt, og i Japan har man kæmpestore virksomheder med uset teknologikompetence. Måske kan kombinationen være perfekt i forhold til at skabe fremtidens løsninger på velfærd og sundhed.
Et aktuelt tema er, at innovation sker med afstand til markedet. Tænk, hvis løsningen kan ligge i et samarbejde mellem Japanske ingeniører og Danske borgere. Et slags dual-nationalt udviklingssamarbejde med globalt perspektiv og ikke mindst potentiale.
Vi gør det sgu, bliver vi enige om. Vi skal klart mere Japan. København i regnvejr og en køretur til Fyn senere kan tankerne slet ikke stoppes igen. Vi er lykkedes med at finde de første kunder. De vil noget. Og de kan noget vi ikke har set før. Vi vil det, og vi sætter nysgerrigheden på turbo og går i forretningsmæssig tænkeboks.
Næste artikel vil handle om tur 2 til Japan og værdien af kunder, der vil arbejde relationelt. Et perspektiv jeg allerede har lært at være taknemmelig for.
Tak fordi du læser med
Jeg fortæller om det der popper frem, når jeg sætter mig ved tasteturet. Jeg prøver at gøre det så ægte som muligt og jeg vil elske, hvis du vil like, dele eller kommentere på strøtankerne.