Fra Odense til Japan: Del 2

Måske tolker jeg forkert. Måske har du en anden erfaring. Sæt det gerne i spil i kommentarsporet.

Sekunderne tikker
Elevatoren kører hurtigt op mod de højere etager. Vi er på vej til vores første ægte forretningsmøde på japansk jord og vi er ret nervøse. Vi skal op på 7’ende etage,og vi har læst – og ikke mindst hørt – mange sige, at man skal komme til tiden i Japan. Så vi er der til tiden. 1 minut før vores aftale kl. 8. Årsagen til vores lidt udanske præcision skyldes at vi brugte den lokale Starbucks café til at justere tiden med, så vi med sikkerhed kunne stå godt på gulvet foran elevatoren til tiden. Så med kaffen og nervøsiteten pumpende godt rundt i kroppen, siger elevatoren, ”DING!” Og vi er bare klar.

Vi blev modtaget med et smil og en undskyldning. Chefen var endnu ikke mødt. ”Helt ærligt”, når jeg lige at tænke, ”vi er taget hele vejen fra Odense til Japan og så kan chefen ikke komme til tiden?” Og det er på trods af alle formaninger om at tid, tager man alvorligt i Japan. ”Hello, sorry I am late”, siger chefen inden min urolige tankerække er færdiggjort. Sådan er det. 45 sekunders forsinkelse beklager man. Så kan man lære det på den lidt underfundige måde. Tid er en alvorlig sag, og dansk tid kan man glemme alt om. Næh, vi kører fremad på japansk tid. Helt ærligt, så gør det jo også alting nemmere, og så er det rart at man kan starte med alle mand til tiden.

Skal I til Hilton?
Jeg troede ikke mine egne øre, da vores taxa-chauffør for tredje gang spurgte om vi skal til Hilton. Det havde vi da fortalt da vi gik ind i taxaen. Og i øvrigt igen da han straks begyndte at køre. Og nå ja, faktisk også en enkelt gang eller to undervejs på turen fra lufthavn til hotel. Men ligefrem på vej ind på hotelles parkeringsplads. Helt ærligt – det kan da ikke være rigtigt. Har vi måske fået den mest usikre taxa-chauffør i hele Tokyo?

Frokost på hotellet. Helt forudsigeligt bestiller vi lidt sushi til frokost. ”I har bestilt sushi?”, lyder det tilsyneladende spørgende fra tjeneren, der med retten i hånden, og et i øvrigt ekstremt højt serviceniveau og indstilling, matcher de bedste og ikke mindst få danske top tjenere. ”Ja”, tænker jeg. ”Det har vi faktisk allerede talt om flere gange.” Og så falder tanken tilbage til taxaturen. Hvad er det lige, der sker her?

Tre på stribe. Der er den! Det er det! Man må og vil ikke vise usikkerhed eller tvivl. Derfor denne løbende dialog om hvad, der er bestilt eller hvor man skal hen. Den skal jeg lige vænne mig til. Men det forklarer måske også, hvorfor det kan være svært at arbejde med en innovationstilgang, der nærmest kræver usikkerhed, tvivl og fejl. Og i denne forskel, er der måske også en forklaring på, hvorfor der er et marked for os i Japan.

Intet nyt er godt nyt
Tilbage til forretningsmødet. Jeg elsker møder. En slags markedsplads, hvor meninger brydes, idéer opstår og hvor forskellige tanker kan skabe helt nye uforudsigelige spændende tanker. Mange af mine kolleger ved, at for mig er mødet både livgivende og sprudlende.

BUM! Der kan jeg lige love for at der er forskel. Forretningsmødet har en anden funktion i Japan. Mødet fungerer som en slags bekræftelse på, hvad vi allerede burde være enige om og hvad vi skal foretage os sammen. Der skal ikke findes på nye ting. Der skal ikke diskuteres uforudsete problemer eller svære ting. Sådan er det. Det tog tid at lære for sådan én som mig, der elsker det uforudsigelige, det ufejlbarlige og ikke mindst det nye.

Men der er masser af plads til gensidig idégenerering, svære diskussioner og larmende klassisk ekstrovertisme. Dette foregår mellem møderne. Hen over kaffen på en café, eller en stribe gode drinks om aftenen, eller hen over en lækker middag på en af de supergode restauranter, der er overalt. Så kan vi mødes igen til forretningsmødet og bekræfte at vi er på sporet, og at de måske lettere justerede planer holder.

Den var svær for sådan én som mig. Men jeg øver mig hele tiden på at blive bedre til det. Formen fungerer når man lige fanger den. Og det er faktisk en fordel, når man lige har lært det. For udenfor forretningsmødet er stort set alt tilladt. Man kan spørge om alt og få den sparring og støtte man har brug for, når forvirringen løbende melder sig i den fysiske og kulturelle afstand fra Odense til Japan.

Kast gerne en kommentar
Jeg fortæller om det der popper frem, når jeg sætter mig ved tasteturet. Næste gang vil jeg skrive om mit første foredrag på Japansk jord. Kast en kommentar, hvis der et tema du har lyst til at jeg fokuserer på.