Folkeskolen uden fravær
Et innovationsprojekt i Kalundborg Kommune, hvor formålet var at udvikle og afprøve løsninger, som kan nedsætte fraværet i folkeskolerne.
Højt elevfravær i Kalundborg Kommune
Elevfraværet i Kalundborg Kommune ligger som et af de højeste i landet, og udgør et stort problem for kommunen, fordi det hænger uløseligt sammen med både trivsel og faglig udvikling. Fraværet betyder grundlæggende at folkeskolen ikke kan løse sin opgave, hvis eleverne ikke møder op og deltager i undervisningen.
Løsninger som kan nedsætte fraværet for elever og øge trivslen for medarbejderne
Public Intelligence har i samarbejde med Kalundborg Kommune gennemført et udviklingsforløb i skoleåret 2018/2019. Formålet har været at udvikle, afprøve og udvælge løsninger, som kan nedsætte fraværet for både elever og medarbejdere.
Medarbejderne har spillet en central rolle i udviklingsprocessen, hvor de har været med til at udvikle idéer, samt afprøve og evaluere de forskellige handlinger.
2 skoler blev udvalgt som afprøvningsskoler, hvor følgende prøvehandlinger blev gennemført:
- Kollegial refleksion: evaluering af medarbejdernes trivsel på daglig basis og på baggrund heraf tilbud om sparring med kollega.
- Check ind/ud: en løsning til at sænke fraværet og øge trivslen i skoleklasser, ved at starte og slutte dagen på en helt ny måde.
- Fælles ansvar: En pallette af løsninger til i fællesskab at sænke elevfraværet – både det forebyggende og tiltag der sættes i gang ved fravær.
Et fælles ansvar for fravær fik det registrerede elevfravær til at falde
De nye tiltag havde en positiv indvirkning på elevfraværet. Eksempelvis faldt det registrerede fravær på 8. årgang med mere end 50% efter indførsel af nye systemer og et fokus på at både elever, forældre, medarbejdere og ledelse har et fælles ansvar for at eleverne kommer i skole.
Desuden lykkedes det i en 6. klasse at få mere undervisningsparate elever og mindre uro i klassen ved at lade eleverne starte og slutte deres dag på nye måder.
Også for medarbejderne var der positive effekter, hvor 1/3 af de deltagende medarbejdere oplevede et mindre pres i hverdagen og en mere positiv oplevelse af arbejdsmiljøet.
Projektansvarlig
Tag endelig kontakt til Peter, hvis du vil vide mere om casen.